---
title: "Lær bestyrelsen at kende"
description: "Hos Løsning Vand sidder fem dygtige repræsentanter fra lokalsamfundet i bestyrelsen."
date: "2026-06-25"
created: "2026-06-25"
---

[Hjem](https://losningvand.dk/)

                    [Nyheder](https://losningvand.dk/nyheder)

                [Lær bestyrelsen at kende](https://losningvand.dk/nyheder/laer-bestyrelsen-at-kende)

# Lær bestyrelsen at kende

## Hos Løsning Vand sidder fem dygtige repræsentanter fra lokalsamfundet i bestyrelsen. Hver især bidrager med deres særlige faglighed, der gør en forskel for værkets udvikling. Fokus er på at sikre en robust forsyning – både nu og i fremtiden.

Bestyrelsens vigtigste opgave er at sikre rent drikkevand samt en stabil, sikker og økonomisk ansvarlig drift af vandforsyningen, samtidig med at der tænkes langsigtet i forhold til vedligeholdelse, investeringer og bæredygtighed. I øjeblikket arbejder bestyrelsen blandt andet med fx vedligeholdelse af ledningsnettet, sikring af vandkvaliteten, bæredygtige løsninger, digitalisering eller fremtidige investeringer.

Bestyrelsen har bl.a. arbejdet på at få forøget vandindvindingstilladelsen ved den nye kildeplads i Krollerup, etableret nødforsyning i samarbejde med Hedensted Vandværk, etableret nødstrømsanlæg på Vandværket i Jernbanegade, sektioneret vores ledningsnet, således det er blevet opdelt i mindre, isolerbare områder ved hjælp af målerbrønde og ventiler. Sidst men ikke mindst, har Løsning Vand en sund økonomi, der gør, at vi er godt rustet til at fremtidens udfordringer.

### **Her kan du møde bestyrelsesmedlemmerne**

#### **Peter Hüttel, formand**

Jeg hedder Peter, er 68 år og pensionist. Jeg er uddannet lærer og har tidligere arbejdet på Løsning Skole. Jeg sluttede mit arbejdsliv som chef for det tekniske område i Hedensted Kommune.
 Tilbage i 1990’erne blev jeg opfordret til at stille op af et andet bestyrelsesmedlem og har været en del af bestyrelsen i cirka 35 år og formand i de sidste 32 år. Jeg synes, det er en enorm vigtig samfundsmæssig opgave, vi påtager os i bestyrelsen. Vi tager det som en selvfølge, at der kommer rent vand ud af hanen i rigelige mængder, men det kræver et stort forarbejde.

#### **Thorkil Nielsen, næstformand**

Jeg hedder Thorkild, er 75 år, uddannet maskinarbejder og montør, og nyder i dag tilværelsen som pensionist. Tilbage i 1991 blev jeg spurgt om jeg ville være med i bestyrelsen for Løsning Vand og har hængt ved lige siden.

Det er vigtigt, at vi passer godt på vores vandforsyning, så vi kan sikre rent drikkevand i Løsning. Arbejdet i vandværket har gennem årene fået en større betydning i forhold til forsyningssikkerhed med øje for alt det, der sker i verden.

#### **Ole Jakobsen, kasserer**

Jeg hedder Ole, er 48 år og arbejder som SAP-specialist ved Fertin Pharma – og så har jeg boet i Løsning i hele mit liv. Jeg har været med i bestyrelsen siden 2020. Dengang blev jeg spurgt om jeg ville stille op, da jeg kendte nogen i bestyrelsen og synes det kunne være spændende at være med til at sikre rent vand til borgerne i Løsning.

Jeg synes, det er rigtig spændende at være med til at sikre rent drikkevand til Løsnings borgerne nu og i fremtiden, og det er et område, hvor der hele tiden sker noget nyt. Samtidig har vi en god bestyrelse.

Derudover vil jeg gerne sige til forbrugerne, at vi er heldige at bo et sted, hvor vi har en rigtig god drikkevandskvalitet, direkte fra hanen. Det er ikke noget man altid tænker over i det daglige.

 ****

#### **Claus Ikjær Husballe, sekretær**

Mit navn er Claus, jeg er 49 år gammel og arbejder som salgschef. Jeg har boet i området i 18 år. **** Jeg valgte at stille op til bestyrelsen, fordi jeg gerne vil bidrage aktivt til udviklingen af vores lokale vandforsyning og sikre, at den fortsat drives stabilt, ansvarligt og med fokus på forbrugernes behov.

Til forbrugerne vil jeg gerne sige tak for tilliden og opbakningen. Vi arbejder for at levere rent vand af høj kvalitet til en fair pris, og vi sætter stor pris på dialog og feedback fra forbrugerne.

 ****

#### **Jan Dal Rasmussen, bestyrelsesmedlem**

Jeg hedder Jan Dal Rasmussen, er 44 år og arbejder som indkøber hos Boligbeton. Jeg er opvokset i Løsning og har boet her i 43 år. Da jeg for mange år siden blev spurgt, om jeg havde lyst til at gå ind i bestyrelsen, synes jeg, at det lød spændende og har været med lige siden. **** Jeg er glad for at være med i bestyrelsen i Løsning Vandværk, hvor jeg er med til at sikre rent drikkevand og have et up-to-date vandværk, der er tidssvarende. Samtidig synes jeg vi har et godt velfungerende vandværk, både økonomisk og i praktik.

Derudover sidder Jes Blaabjerg Meisner som suppleant i bestyrelsen.

#### **Er du interesseret i at blive bestyrelsesmedlem?**

Bor du i Løsning, og er du forbruger ved Løsning Vandværk kan du stille op til en post ved den årlige generalforsamling. Medlemmerne sidder i en 2-årig periode, og der vælges hvert år én suppleant.

                            [Se kontaktoplysninger på bestyrelsen](https://losningvand.dk/MOLIRIPAGE/28202b9d-8df3-4d08-830c-32c59b9a3797)
